15. - 21. september

Her er Guancho, den nye hund på campingpladsen.
En stor fin hanhvalp, der vældig gerne vil lege med vores hunde.
Bøvlet er bare, at vores hunde er i snor, og Guancho det meste af tiden bliver holdt ved receptionshuset.
En gang i mellem er han dog løs, og kommer så tæt på os, som han tør.
Philana har et par gange fortalt ham, at han kan bare blive væk,
ellers skal hun nok sørge for, at han bliver ked af det - og Guancho tror på hende.
Anette har flere gange været henne og "lege" med godbidder og dansk lydighed
- han fatter godt meningen i "det dér, der smager godt", men vores form for hundeopdragelse er ikke slået an hernede.
Vi har set mange hundeejere med store kæppe, som de ikke tøver med at bruge i opdragelsen
- så er det svært at holde mund!....og gad vide om man ikke bare bør sige noget til hovedet af ejeren - på dansk....

Da vi var her sidste år, havde campingpladsen en hvalp, der hed Luki.
Han blev desværre forgiftet af noget han spiste - med indlagt rottegift!
- og døde af det, stakkels hund, ligesom to katte på campingpladsen.
Vi er MEGET opmærksomme på, at hundene ikke spiser noget, de selv har fundet på gaden eller stranden.

Selv med vores passepåsomlighed, kan hundene godt blive lidt trætte,
og de er også lidt mærkede af varmen.
Det ER varmet at gå tur i 30 grader, når man er udstyret med en god tyk pels.
Vi går kun de absolut nødvendige tisseture i de varme timer,
men tager så til gengæld en længere tur ved stranden ud på aftenen.

Vi havde snakket om hjemmefra, at der jo måske nok var flere mennesker på stranden i september end i februar -
og vi havde ret!
Der er faktisk badegæster hele dagen, og ikke mindst i weekenden!
Det er ikke så godt for hundenes muligheder for  at løbe løse,
men vi klarer det sent på aftenen - til stor forskrækkelse for nattevagten på campingpladsen.

I det hele taget er her mange flere turister end vi ellers har været vant til i februar.
Campingpladsen er jo nærmest overrendt med cyklister, motorcyklister, bil- og teltcampister,
der tager en enkelt eller to overnatninger.
Det er nu meget hyggeligt, at der kommer så mange forskellige mennesker,
og at de ikke allesammen er så grå i toppen som om vinteren

Søndag, Mandag  og Tirsdag har vi taget livet meget stille og roligt.
Laaaang tid med kaffe og morgenmad, bøger og snak og gåture med hundene.

I dag har vi snakket med en hollænder, som også bor på campingpladsen.
Han fortalte, at han er kommet her i byen i 40 år!!
Når folk hjemme spørger ham, hvad der er ved den der by....
svarer han....ingenting!
Og det er jo lige præcis dét!
Han er faldet for det samme som vi - der ER ingenting at komme efter her,
men man kan være sig selv og lokalbefolkningen tager sig af én, og snakker og kærer sig
 - uden nødvendigvis at forvente noget tilbage.

Tirsdag aften ville Anette lige tage opvasken. Det er der sådan set ikke noget mærkeligt i -
hver aften går en af os hen i campingpladsens vaskehus og klarer opvasken.
Det er et fint stenhus med marmorgulv, bliver holdt rent med salmiakspiritus,
så øjnene løber i vand, hvis man kommer lige efter rengøringsdamen har været igang.
Der er ikke varmt vand ved håndvaskene, kun i brusekabinerne,
så der hentede Anette en baljefuld........og gled på det våde gulv.
Venstre knæ røg med stor fart direkte ned i det hårde gulv, der næsten sparkede igen.
Nå, det var vist ikke så slemt - og der var ikke spildt en dråbe af det dyrebare varme opvaskevand.

Ved sengetid ændrede Anette knæets status til "det gør lidt ondt",
og da smerten vækkede hende midt om natten tog vi en tak mere op ad "av-skalaen"
Onsdag morgen var vi nået til "for F......, hvor gør det ondt, og jeg har kvalme",
og Anettes blege ansigt understregede, at det ikke bare var fis og ballade.
Ved fælles hjælp kom Anette de 1,5 meter ned fra sengen til gulvet,
og blev placeret på sofaen med en pude under knæet og en kop kaffe i hånden.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, om vi skulle finde en læge eller skadestue,
men det mente Fru Sej ikke var nødvendigt.
I stedet var Søren på apoteket og købe et elastikbind, så der kunne komme noget støtte på.

Det blev til en meget stillesiddende dag, men knæet får det stille og roligt bedre.
Søren tog selvfølgelig formiddagens hundeture alene,
men i eftermiddags var Anette med - dog i nedsat tempo.
I går snakkede vi faktisk om at gå en tur i bjergene i dag, fordi vejrudsigten sagde en anelse køligere i dag.
Gad vide om det var med vilje og for at undgå gåturen, at hun satte knæet i gulvet??? :-)
Nå, det var det ikke - i øvrigt har det været præcis lige så varmt som de andre dage,
selv om vi havde 5 minutters regn i morges.

Hollænderen fra i går kom og viste os gamle billeder fra byen - den var godt nok bette.
Det er den stadig, men dengang var der nærmest bare et hjulspor gennem byen,
og torvet lå på stranden.
Sjovt, og hyggeligt, at han tog sig tid til at finde billeder frem.

Torsdag var knæet tilsyneladende lidt bedre, og Anette var med på hundeturene.
Om aftenen var vi en tur på La Pergola og "drikke aftensmad".
Vi har flere gange prøvet at spise aftensmed hjemme eller på restaurant,
og så gå ud og drikke en øl eller to - med tapas.
Resultatet har været, at vi var lige ved at trille hjem efter al den mad.
I dag lod vi være med at spise hjemmefra og levede af et par øl og nogle dejlige tapas.
I løbet af aftenen kom der et par mænd med frisk frugt fra de lokale gartnerier,
der var mango, papaya og et par stykker vi ikke kunne genkende.
Lidt senere kom Manolo med en pose, og sagde at det var en gave til os.
Den var fyldt med frugt, og vi fik grundige instrukser i,
hvordan de skulle opbevares indtil de er helt spiseklare.

I den hurtige pakning af bilen hjemme, glemte vi at få en guitar med!
Vi har mange gange snakket om, at vi godt kunne tænke os en spansk guitar,
og hvor ville det være mere nærliggende at finde sådan en sag end i Spanien???
Men men, den eneste musikbix vi kender i Spanien ligger i Barcelona, ca. 1000 km herfra.
Torsdag aften, efter øl og tapas, spurgte Anette Manolo (ejeren af Pergola)
om der er en musikforretning i Motril, som er den nærmeste større by, ca. 20 km herfra.
"Det er der da", var svaret - "kom herned i morgen kl. 17, så kan I køre med mig, jeg skal alligevel til Motril"
Så hang vi godt nok med underkæben!! Det var da en gestus, der ville noget!
Godt nok har vi lagt et par Euro i hans bar,
og godt nok har vi hilst pænt på både hans kone, døtre og mor, der alle jævnligt også er på baren,
men derfra og så til at tilbyde at køre os ind til byen, er der da et lille stykke, synes vi.
Vi sagde selvfølgelig "ja tak" og glædede os allerede.

Knæet var mere eller mindre tilbage på base 1 fredag morgen.
Øv!, men vi tog en stille og rolig læsedag, indtil vi skulle mødes med Manolo kl. 17.
Vi var der lidt før 17, og efter lidt tid dukkede Manolos kone op,
og fortalte, at han var på vej.....
Det var han også, men først omkring 18.30 - han var faldet i søvn.......
Nå, vi byttede modellervoks med hans yngste (ca. 4 år),
og kiggede på Kinderæg legetøj med hans ældste (ca. 7 år).
Anette blev kaldt "abuela" (bedstemor) - det er vist lidt en hædersbetegnelse hernede,
og vi fandt ud af, at vi stadig kan lægge et ti brikkers puslespil fra et Kinderæg.

Endelig dukkede Manolo, og vi fik en spændende køretur af de snoede bjergveje,
og kørte minimum 80, hvor den anbefalede fart var 60.
Nå, han er vant til at køre der, så der var ikke fare på færde,
og hvis vi selv kørte her ofte og i personbil, ville vi sikkert køre lige sådan.
Vi var lige inde og vaske bilen, og så gik det gennem de smalle og trafikerede gader i Motrils centrum.
Manolo fandt musikforretningen og gik med ind og forklarede manden, at vi var ude efter en guitar.
Vi fik snakket lidt frem og tilbage om pris kontra kvalitet -
og endte med at gå derfra med en fin "handcrafted in Spain" Alhambra model 2C - den er nu go'
Jow jow, man kan købe samme mærke hjemme i musiksupermarkederne,
men det er lidt sjovere at have købt den hernede.

Og så kørte vi hjem igen........
Enten skulle Manolo bare til Motril for at vaske bilen - nej vel...
eller også havde han droppet planerne fordi det blev for sent,
men under alle omstændigheder endte det med at han brugte sin tid
på at køre os tossede turister til byen og hjem igen - det var jo ikke meningen!
Vi er dybt benovede - og glade, og lovede Manolo, at han fik guitaren at høre i morgen.

Vi havde nemlig en lille "hævn" i ærmet....
For nogle dage siden havde Manolo fortalt, at han havde fødselsdag den 21. - altså søndag.
Så kunne vi jo lige spille en lille fødselsdagssang for ham, blev vi enige om.
Det ville nok være bedst lørdag efter midnat.......

Lørdag stod vi rimeligt tidligt op, for vi ville på marked på stranden.
Under morgenturen med hundene hørte Søren markedspladsråb lige udenfor campingpladsen.
Det viste sig at markedet var flyttet fra stranden til gaderne lige bag hvor vi bor,
eller måske ligger det her om sommeren af hensyn til markedsbodernes skygge og badegæsternes plads.
I alt fald var vi ude og kigge på alskens ragelse og tøj, der lignede noget fra forrige års kollektioner.
Vi købte ikke noget, men det er nu hyggeligt nok alligevel.
Vi gik ned i byen for at se om der også var marked på stranden.
Det var der ikke, og da Anettes knæ samtidig havde fået nok, stod den på
café con leche (kaffe med varm mælk) og bocadillos con jamon (flækket flute med serrano skinke)
på en af barerne på torvet.

Så gik vi hjem og læste, vaskede tøj og ærgrede os over de mange fastliggere, der er her i weekenden.
Fastliggerne er vel egentlig ok, men mange af dem har løse hunde og børn med.
Begge dele racer rundt omkring vores plads og det får vores hunde til at stresse helt vildt.
Philana er i forvejen ikke glad for børn og da vi skulle ud og gå tur,
var hun ved at fare ud mod en lille pige, der kom løbende lige imod hende,
det er hverken vi eller forældrene glade for.
Vi endte med at sætte et sidestykke på vores markise,
så hundene ikke kan se dem, der går forbi - det ser faktisk ud til at virke.
Og vi kan mærke, at det har givet os noget fornyet goodwill hos fastliggerne.

Om aftenen skulle vi jo så ned på Pergola og spille.
Det havde vi snakket en del om i løbet af dagen, og også forsøgt at øve et par numre
ud over "Cumpleaños feliz" (happy birthday)
Vi indfandt os og så, at der faktisk ikke var ret mange mennesker - det var måske meget godt.
Da Anette spurgte Manolos bror Pepe, om ikke det var i morgen at Manolo havde fødselsdag,
måtte Pepe lige have kalenderen i mobiltelefonen frem for at tjekke - den var god nok.
Men vi fik også at vide, at i Spanien fejrer man kun børns fødselsdag, ikke voksnes.
Vi blev vist lidt urolige for vores forehavende, og kom vist til at drikke os en anelse for meget mod til.
Men klokken blev 24, og lidt over, så vi pakkede guitaren ud og gik hen til bordet,
hvor Manolo sad og snakkede med to midaldrende spanske mænd.
Vi stemte i med cumpleaños.... og de gloede på os!!
Der gik et øjeblik, så flækkede Manolo i et stort smil, og efter yderligere et øjeblik sang de to mænd med.
Missionen lykkedes.
Vi spillede en enkelt sang mere og pakkede os sammen igen.
Det er ikke lige levende musik de er vant til her,
og nok slet ikke, at gæsterne pludselig står og træder op.
Vi dappede hjem og gik absolut døde.....

Søndage larmer!!!!!!
Eller var det måske vores drikken-sig-mod-til ølomspundne hoveder,
der ikke var helt i topform i dag........
Både og, tror vi. Der var en hektisk aktivitet af spanske fastliggere, der vaskede gardiner,
og campingvogne og klippede træer ned, og børn der hujende fór forbi os og hundene.
Det gik nu meget godt, alt taget i betragtning og vi tog dagen med ro inde under vores markise.

Anettes knæ er ikke blevet bedre. De første dages bedring har ikke rigtigt dannet præcedens.
Knæet kan godt tåle lige ud bevægelser, men det mindste vred til siden er noget skrammel.
Vi fik gået vores hundeture, men ikke så lange som vi gerne ville,
og vi har indset at turen op i bjergene nok ikke bliver i denne omgang -
det er lidt øv, men sådan er det jo bare.
Måske går Søren og Paco (den unge hanhund) op og tjekker terrænet en af dagene.
Paco er blevet bange for vandet, eller rettere sagt bølgerne og deres larm.
En af dagene blev både han og Philana overrasket af en stor bølge, da de stod i strandkanten.
De fik begge et ordentligt sjask, og siden har Paco ikke ret gerne villet med på stranden.
Nogle dage klapper han halen ned mellem benene bare han hører bølgernes brusen på lang afstand
Det vil vi gerne have rettet op på, så vi bruger megen tid på stranden
og sidder bare på behørig afstand og kigger på vandet.

Sidst på eftermiddagen blev det overskyet og gråt, så vi troede, vi ville få en ordentlig skylle.
Det blev dog ikke til noget, men om aftenen lynede det lystigt ude over havet - flot!