7. - 14. september

Vi startede næsten i fredags...
Vi pakkede i alt fald Hymse (autocamperen)
og trillede til Sjælland for at deltage i Anettes nieces bryllup om lørdagen.
Det var en vældig fest, og det var et par trætte feriehungrende mennesker,
der kørte hjem på Fyn om søndagen.
Vi fik "smidt ungerne ud af bilen" og fik pakket på rekordtid - og ca. kl. 18 gik det afsted mod syd.

Som vanligt stoppede vi første gang ved Poetzsch lige syd for grænsen,
og tankede øl, vand, slik og chips.
Vi vidste godt, at vi ikke ville nå langt denne dag, men vi ville afsted,
og nåede til første rasteplads efter Hamburg, hvor vi slog lejr for natten.

Vi kender jo godt vejen til Castell - vi har efterhånden kørt den et par gange,
så der er ikke de store overraskelser undervejs.

Mandag  skulle vi bare videre, så den tyske motorvej stod for skud.
Vi valgte dog at køre af motorvejen ved Göttingen og tage B27, den såkaldte kirsebærrute,
til Bad Hersfeld og dermed undgå Kassel bakkerne.
Ikke fordi hverken vi eller bilen har nogle problemer med Kassel bakkerne,
men bare fordi det er en smuk tur og en rar afveksling fra motorvejens monotone rumlen.
Det skulle vise sig at være en klog beslutning, men nu ikke lige på en måde vi havde regnet med.
Philana, den ene af hundene, fik dårlig mave - lidt....øøøøhhh....løs, for nu at sige det mildt,
så vi havde nogle hurtige stop ind imellem, når hun fortalte, at NU er det altså NU!!
Det fik hun de næste dage til at gå med, og oparbejdede hurtigt en flugtrefleks,
når Anette stod klar med bruseren efter en gåtur, så den stakkels hund kunne blive spulet ren bagi.
Vi nåede dog alligevel ind i Frankrig efter ca. 1000 km, og overnattede på en rasteplads efter Besancon.

Herfra kørte vi videre tirsdag, først af motorvej, men også et pænt stykke på landevej N83 ind mod Lyon.
God vej - og uden den dyre franske motorvejsafgift.
Vi kom fint igennem Lyon - et stræk, der ellers tidligere har taget tid og været besværligt.
Denne gang var der stort set ingen trafik og Bodil (vores GPS) havde bare styr på tingene.
Vi havde hyppige stop af hensyn til Philanas mave (og gulvtæppe og sæder i bilen),
men alligevel fik vi også i dag tilbagelagt omkring 1000 km.
Vi landede i Spanien, efter Barcelona, men før Tarragona, på en rasteplads.

Onsdag skulle vi nemlig købe ind, og fra tidligere ved vi hvor Carrefour (Bilka) i Tarragona ligger.
Vi fik købt en hel kanin til hundene og hvad vi ellers manglede,
og stillede os i flot turist stil op i en kassekø, hvor man kun kunne betale med kort -
og viftede med vores kontanter...
Det blev nu klaret alligevel, og vi kørte videre, og kom til og udenom Valencia.
Herfra plejer vi at tage betalingsmotorvejen langs kysten til Alicante.
Denne gang fulgte vi i stedet Bodils anvisninger og kørte inde i landet.
Vi vidste godt, at der var en anden vej, men troede egentligt, at det var en smal og bakket sag med myriader af lastbiler.
Det viste sig at være en glimrende motorvej stort set hele vejen, så den kunne vi godt finde på at bruge igen en anden gang.

Indtil nu havde vejret været nogenlunde som da vi forlod Danmark.
Lidt gråt og overskyet, og med en byge ind imellem.
Det blev varmere i takt med, at vi kom sydpå, men nu hvor vi nærmede os Murcia og senere Almeria
blev det da godt nok varmt - vi svedte som svin inde bag vores drivhus store forrude.

Der var heller ikke meget trafik i Spanien, så vi nåede de sidste ca. 800 km,
og trillede ind på Camping Huerta Romero lidt over kl. 20.
Her blev vi mødt af store genkendende smil, selv om det er et år siden vi var her sidst,
og fik anvist den samme plads som vi har ligget på hver gang.

Vi fik pakket bilen ud, luftet hundene på den fantastiske strand og drukket en kombineret ankomst- og godnatøl,
og så stod den på sov i "tropenatten".
Der var godt nok varmt - vi svedte natten igennem som små pattegrise i tykke uldtrøjer.

Torsdag og fredag var vi på ture gennem byen - den ligner i grove træk sig selv.
Mange af de byggepladser vi så for et år siden er blevet til færdige huse med spanske indbyggere,
kunne vi høre på snakken fra altanerne
Det er nu rart, at det ikke bare er feriekolonier for englændere og andre pengestærke nordboere,
der bliver bygget.

Vi har hjemme, fra spanske kontakter, hørt, at verden hernede ikke er så fantastisk længere.
Leveomkostningerne skulle være steget ganske betragteligt -
ikke mindst skulle benzinpriserne hernede være steget mindst lige så meget som hjemme.
Det med benzinen havde vi opdaget! Fra lige over en Euro pr. liter diesel for et år siden,
koster det nu mellem 1,15 - 1,30 for en liter ganske almindelig diesel.
Ok. det er billigere end både i Danmark, Tyskland og Frankrig, men stadig meget dyrere end vi tidligere har været vant til.
Faktisk koster det os (løst anslået) omkring 10K kr at køre frem og tilbage, inkl. motorvejsafgifter.
Det er dyrt!!! Så dyrt, at vi lidt overvejer, om det kan betale sig at have Hymse....

Både Antonio på La Brisa på torvet, og Manolo på La Pergola i en af sidegaderne kunne kende os!
Det er fedt, selv om vi undrer os over hvorfor de kan kende os???
Det er næsten et år siden vi var her sidst, og der har været en million turister siden, så hvorfor lige os????
De kender os ikke i kraft af de ellers, hernede, ualmindelige langhårede hunde,
for dem har vi ikke med, når vi selv skal udforske byen,
så det må være Anettes smukke skikkelse, de ikke kan få ud af hovedet.

Vi har selv en lille ide om, at det kunne være fordi vi er så videbegærlige.
Vi kan lidt spansk - ikke ret meget, men vi vil meget gerne bruge den smule vi kan,
og helst lære mere, så vi "hablaer" meget på barerne, og spørger så godt vi kan til nye ord.
Alle i byen vi har snakket med på den måde har været meget villige og tålmodige til at snakke med os.
Måske adskiller det os fra den typiske turist??? Vi ved det ikke, men vi nyder gæstfriheden i fulde drag.

Lørdag var vi på den "fine" restaurant, L'Andaluz, og fik vores favoritmenu:
salmorejo (kold tomatsuppe med æg og bacon) til forret,
og derefter en dejlig lenguado (søtunge) med grøntsager.
Vi delte en flaske hvid Faustino V, som tjeneren til slut forsøgte at bonne os for to gange!
Det har vi oplevet en gang før dér - det er altså ikke god reklame at prøve at snyde kunderne!
Vi forstår det heller ikke rigtigt...vi sidder to mennesker og bestiller på spansk...
alligevel prøver de at tage r..... på os fremfor (eller sammen med?)
et selskab på seks englændere, som ikke kan et ord spansk.
Nå, dem om det - de laver glimrende mad,
men vi anbefaler altså ikke stedet, uden en bemærkning om at tjekke regningen.

Bagefter begav vi os ud i tapas eventyret på La Pergola.
Vi drak tre øl, og med hver fulgte et mindre måltid i form af tapas,
som Maria i køkkenet havde tilberedt på formidabel vis.
Først fik vi hver en halv bagt kartoffel med alioli, dernæst kanin i flødesovs med pommes frites
og til sidst kogt svinekød i tomatsovs - nøøj, hvor vi spiste.
Maria i køkkenet er en DAME på omkring 50, slank og velklædt,
men udover at hun laver dejlig mad, er det altoverskyggende hendes helt igennem spanske stolthed og temperament!
Der bliver svovlet grundigt over ejeren Manolo, og især hans bror Pepe, der hjælper til i baren -
de kan vist bare ikke gøre noget helt rigtigt.
Manolo havde hustru og deres to småpiger på "besøg" denne aften.
Den ene af tøserne var seriøst træt-hys, og underholdt alt og alle -
og Manolo fortalte os, at udover at det selvfølgelig er sejt at have både restaurant og famile
(han har haft én hel fridag siden marts), så er Spanien nede i en bakkedal for tiden.
I følge Manolo har økonomien i Spanien, som sikkert alle andre steder, altid kørt op og ned,
men lige nu går det for alvor ned - og gør det hurtigt.

Ikke de fedeste fremtidsudsigter for os, som alvorligt overvejer at flytte hertil.
Selvfølgelig har vi vores spekulationer i forhold til boligmarkedet, både hjemme i forhold til at skulle sælge,
men også hernede, hvor huspriserne også falder.
Det er jo lige med at finde det helt rigtige tidspunkt, så vi får mest muligt ud af det.
Den der bagatel om, hvad vi skal leve af hernede....den gemmer vi lige lidt..............

Vi havde en hyggelig aften på La Pergola, og snakkede bl.a. med indehaveren af isbaren ved siden af Pergola.
Han fortalte, at han kun holdt isbaren åben fra juli til midt i september - søndag var sidste dag.
Gad vide hvordan det kan betale sig??
Søren blev hevet med udenfor for at beundre isbaren, og hilse på den rumænske pige bag disken -
dér stod vi så, en rumænsk ca. 18 årig ispige og en halvgammel dansk turist
 og kiggede på hinanden, sagde dav...og undrede os over "chefen"
Bagefter udmærkede ismanden sig ved, efter 10 minutters snak at invitere os, med ham og konen på nudiststrand!
Vi takkede pænt nej, og gik i stedet hjem og sov i vores svedekasse.

Her er omkring 30 grader om dagen og fuld sol - det er lige før det er for meget,
i alt fald skal vi lige vænne os til det.
Til gengæld er de 20 grader om aftenen og hele natten lige os!
Vi har hørt, at der kun er 12 - 15 grader om dagen hjemme.........
ikke at vi er skadefro, men det gør altså vores varmegrader lidt bedre - undskyld:-)

Vi beklager, at der ikke er så mange billeder
- vores lille kamera har på forunderlig (og irriterende) vis smidt strømmen undervejs herned,
så der er "kun" spejlrefleks'en at gøre godt med, og den er ikke helt så ligetil at have i lommen.