COSTA DEL SOL, SPANIEN SEPTEMBER 2007

En dag sidst i august fandt vi ud af, at Thomas Helmig skulle give koncert i Fuengirola 29. september.
Vi er absolut ikke hardcore Helmig fans,
men synes han laver noget god musik og respekterer fuldt ud hans musikalske talent.
At hans band også er godt er jo bare en sidegevinst.
Vi snakkede om, at det kunne da være sjovt at trille derned og høre ham på spansk grund.
Det viste sig, at det faktisk kunne lade sig gøre at få ferier og fridage til at gå op,
så tirsdag d. 25-9-07 afleverede vi hundene til Pia - www.dyreadfaerdsklinikken.dk
Her skulle de simpelthen på intet mindre end bondegårdsferie.
Vi går til træning med alle hundene hos Pia, så hundene kender både hende og omgivelserne.

Vi havde pakket Hymse og trillede mod grænsen og Poetzsch, hvor vi provianterede.
Vi var sultne, så vi gik på cafeteriet ved Poetzsch, selv om vi egentlig synes det er lidt af en "snask"
Menuen kom til at stå på pølsemix......
Lidt senere fandt vi ud af, at det havde været mere betegnende at kalde det
"ketchupsuppe med pølsestykker og pommes frites".
Det smagte nu ok og vi blev mætte, men nogen kulinarisk oplevelse var det ikke.

Ud af den tyske motorvej gik det, indtil vi stoppede for natten på en rasteplads mellem Hamburg og Bremen.

Onsdag skulle vi "æde nogle kilometer", så det gik i strakt galop videre gennem Tyskland og
Belgien indtil vi holdt for at sove et par hundrede kilometer syd for Paris.
Det mest begivenhedsrige var at køre gennem Paris.

Der er godt nok brede motorveje og mange biler, selv klokken otte om aftenen.
Bodil - vores GPS - førte os sikkert igennem, tilsyneladende uden de store svinkeærinder..

Torsdag skulle vi så ramme Spanien.
Det gjorde vi sidst på eftermiddagen i strålende sol - og regnvejr.
Vi havde haft en del byger undervejs og temperaturer som hjemme - helt ned til 6-7 grader om natten.

Men vi kom gennem San Sebastian og videre mod Vitoria.

Efter San Sebastian troede Bodil, at den motorvej, der blev bygget på højt oppe på bjergsiden allerede var færdig.
Det var vi ikke helt enige i, så vi blev på den gamle vej, der tog nogle gode hårnålesving og en masse op og ned.
Anette overlevede at køre bjergkørsel og vi kom efterhånden nærmere mod Madrid.
Bodil ledte os udenom Madrid på en vej som vi aldrig havde fundet selv - og en hel del hurtigere.
Først kom vi helt tæt forbi Barajas lufthavnen, gennem en laaang tunnel og til sidst ad 50 km
spritny motorvej, inden vi ramte den gamle motorvej mod syd igen.
Klokken var blevet sent, så vi kørte ind på et truckstop og parkerede der.

Ved 4-tiden vågnede Anette ved at der var noget eller nogen, der puslede ved bilen.
Hun trak gardinet lidt til side - og stirrede direkte ind i øjnene på en ungersvend,
der åbenbart gerne ville prøve en tur i sådan en bil.
Hvorvidt det var mødet med Anettes "jeg-er-lige-vågnet" kontrafej
eller det bare var erkendelsen af at være opdaget, der gjorde udslaget skal være usagt.
Under alle omstændigheder forduftede han, men det viste sig om morgenen,
at han havde nået at ødelægge låsen på døren i førersiden.
Sådan en møghvalp!!!!
Lige dér kunne vi godt have brugt at have alle 3 hunde i bilen,
så havde han ikke nået så meget som at nærme sig.

Lidt sure og ærgerlige drak vi vores morgenkaffe
og nød det typiske spanske "meseta" landskab udenfor vinduerne.

Vi kom sydover ad den nærmest uendelige motorvej mod, og udenom Granada med Anette ved rattet.
Vi havde aftalt at bytte inden de sidste temmelig stejle nedkørsler ved Malaga.
Søren kørte os og Hymse til højre udenom Malaga, og var blevet så kry af at køre langt,
at vi da bare lige tog et par afkørsler for at finde et supermarked.
Vi fandt nu ikke en købmand, men et stort "outlet" center, hvor vi købte Levi's bukser til noget nær halv pris af hjemme.

Vi havde hjemmefra planlagt at indlogere os på Camping Roselada i Fuengirola.
Den plads var vi på i 2002, og kunne godt lide den, og så lå den i god gå-afstand af byen.
Meget mod vores sædvane, kørte vi kun en omvej på ca. 5 km gennem tæt spansk by,
og en lang tur på strandpromenaden - før vi faktisk kunne genkende omgivelserne og fandt campingpladsen.
Vi kørte glade og fro hen til den lukkede port!
- bare for at finde en seddel, der oplyste, at pladsen var lukket i november 2005.

Nå, vi vidste, at der var en anden campingplads i Fuengirola, så vi fandt POI'en på Bodil, og bad hende køre os derhen.
Men vi var i gang med at programmere Bodil standsede en englænder og spurgte om vi ledte efter en campingplads.
Han kendte en helt ny plads i Mijas, nogle km oppe i bjergene - flink fyr.
Vi stoppede lige trafikken i et par minutter, mens vi fik køreinstruktioner.

Vi valgte nu alligevel at blive nede i Fuengirola - vi ville jo gerne være i gå afstand til koncerten om lørdagen.
Camping Fuengirola lå faktisk helt godt i forhold til Castillo Sohail, hvor Helmig skulle spille,
og vi fandt pladsen - bare for at konstatere, at alt var optaget.

Så vidste vi godt, at vi skulle nogle km længere mod Marbella, før der kom en campingplads igen.
I foråret stoppede vi ved camping Jarales i Calahonda, men blev afvist fordi vi havde hundene med.
Hunde var ikke tilladt på pladsen.
Nu havde vi jo ikke hundene med, så vi trillede derind - og der var plads til os.
Det første vi så på pladsen var op til flere fastliggere, der luftede 1-4 hunde - der er åbenbart forskel på folk og deres hunde.

Vi fandt en god plads, fik stolene ud og nød en velfortjent ankomst øl i den dejlige varme sol.

Vi havde - som vanligt - ikke fået købt ind på vejen, men 20 meter bag det hegn vi lå op af,
var der en stor Mercadona, så der fandt vi noget brød, melon, mælk osv.

Campingpladsen var fin-fin.
Gode og rene toilet- og badeforhold og en god bar, der også lavede glimrende mad.
Men området omkring - Herre Jemini!!
Det var nærmest et butikscenter for englændere, engelske barer og alt foregik på engelsk.
Vi havde oplevet området tidligere, så vi vidste det jo godt, men det er stadig rædselsfuldt, når man gerne vil opleve Spanien.
Vores formål denne gang var jo lidt anderledes end ellers, så vi levede med omstændighederne.
Om aftenen lykkedes os at finde en spansk restaurant mellem alle de indiske og kinesiske.
Her fik vi noget nær den bedste "lenguado" - søtunge, vi nogensinde har fået i Spanien
- og det er blevet til nogle stykker efterhånden.
Forretten var avocado med kæmperejer.....med henvisning til ketchup-suppen i Tyskland,
kunne dette passende kaldes thousand islands suppe med avocado og rejer.
Omgivet af højt kvidrende mere-end-midaldrende engelske kvinder,
og serveret af en rumænsk tjener, nød vi en glimrende middag i den friske og klare luft efter et par kraftige regnbyger.

Lørdag tog vi det helt stille og roligt med langtids morgenkaffe, der vel nærmest gik over i frokost og eftermiddagskaffe.
Altsammen udendørs i sol og 27 grader.
Vi var på tur over gangbroen til den anden side af motorvejen
- det lignede vores side, bortset fra, at her kunne vi komme ned til stranden og gå en tur.

Hen under aften pakkede vi os sammen til at tage til Fuengirola til turens formål/påskud - Thomas Helmig koncert.
Vi fik manden i receptionen til at ringe efter en taxa uden problemer, og kom for 18 Euro til Castillo Sohail.

Højt over byen lå borgen stolt, men først skulle vi have noget mad,
så vi gik ad strandpromenaden fyldt med restauranter ind mod byen.
Lige i dag var hovedsproget nærmest dansk - der kom en lind strøm af danskere i retning mod borgen.
Især var der mange kvinder på 35-40 år i deres pæneste partytøj og pyntet til det helt store - sjovt.

Der var meget flotte rammer til koncerten - borgen var senere oplyst af fakler og stearinlys.

"Mas solo que uno" - "mere alene end én" var sloganet for David,
der havde den utaknemmelige tjans at være opvarmning.
Han gjorde det nu glimrende - spillede guitar og sang med computerbacking, alt lige fra spanske hits til Metallica.

Pludselig stod der en ung pige foran os og sagde: "Jer kender jeg - vi har gået til spansk sammen i Danmark sidste år"
Det var Benita, som tog til Spanien for at arbejde i et år, i februar 2006.
Hun havde arbejdet, var kommet hjem, men havde savnet Spanien og var taget af sted igen og bor der nu.
Dumme skid! - vi er overhovedet ikke misundelige - god vind til dig.
Sjovt og hyggeligt at tage 3000 km væk - og møde en som vi kender herhjemme fra bøhlandet 10 km væk.

Og så kom Thomas!!

Super veloplagt og tændt gav han og bandet en formidabel koncert.
Det lyste langt væk at alle på scenen nød at spille i så uvante omgivelser.
Især nummeret "Malaga" vakte jubel lige her.

Og de tilrejsende piger, der som 14-årige hvinede over charmetrolden på det lokale spillested hjemme,
stod nu her som 35 årige og hvinede mindst lige så højt over Thomas mindste bevægelse.
Fedt, at de tager "tøseturen" helt herned og bare fyrer den max af.
Mange var kommet fredag eftermiddag - og skulle med morgenflyveren hjem igen søndag.
Der er sikkert blevet plejet nogle tømmermænd i den flyver.

Tiden går hurtigt i godt selskab - og pludselig var det slut igen.
Vi valgte afterpartyet fra og gik i stedet ned i byen for at slukke tørsten og finde en taxa tilbage til campingpladsen.
En glimrende koncert, der blev lidt fantastisk i disse omgivelser.

Vi havde snakket om, at det kunne være sjovt at tage en enkelt overnatning i Castell de Ferro på vejen hjem.
For nye læsere skal det oplyses, at vi var i Castell de Ferro 6 uger i 2006 og 1 uge i foråret 2007.
Grundet Calahondas non-spanske status pakkede vi os sammen allerede søndag og kørte de godt 100 km til Castell.

Med pladsmandens "Hola - que tal?" - "Hej, hvordan har I det?" trillede vi Hymse ind på "vores" plads - og var hjemme!
En time senere blev vi mødt af omfavnelser og kindkys fra Antonio på "La Brisa"
- indehaveren af byens førende bar/restaurant midt på torvet.

Til sen frokost på en af de andre restauranter bestilte vi røræg med hvidløg og rejer,
men de var stressede,  havde meget travlt,
så vi fik i stedet røræg og rejer, men med masser af grønne asparges - hold da op, det smagte godt.
Vi gik tidligt i seng - efter en sen lørdag var der ikke energi til så meget.

Mandag gik vi tur gennem hele byen - den er ikke så stor.
Der er ikke meget, der har ændret sig, men det var sjovt at se det hele igen.
Vi fik endda bevæget os op af nogle stejle gader og trapper, hvor vi ikke havde været før.

På campingpladsen var Luki, som vi mødte som hvalp i foråret, blevet en stor fin hund.
I weekenden var han desværre lukket inde i en løbegård, fordi han er for vild og hopper op, når der er mange mennesker.
Vi synes, det er synd - lær ham dog, hvordan man skal opføre sig i stedet!
Anette lærte ham på rekordtid at "sitte" og "dække" for at få en godbid.
Det er ikke den type hundeopdragelse og aktivering de er vant til i Spanien,
så det var med undrende blikke - men store smil - at pladsens ansatte så til.
 

Det er utroligt, som en tosset lille by kan krybe ind under huden på én!
Her er en afslappethed, accept og tolerance som vi aldrig har mødt andre steder.
Guderne skal vide, at her er skæve eksistenser
- rumænske arbejdere, der kan tjene flere penge end hjemme,
nogle få engelske "beach-bums", et par spanske drukkenbolte
 - og os...
Men alle får rum og er en del af byen.
Her er bare så rart at være - vi vil bo her!

Men, men, men....
med blødende hjerter og manglende lyst måtte vi tirsdag morgen indse, at det var tid til at vende næsen hjemad.
Det er ikke kun Spies, der kan lave "ferier du ikke vil hjem fra"

Vi startede med at køre til Motril og handle 10 liter olivenolie og et kilo hvidløg i Al Campo.
Derfra kørte vi mod Granada, hvor vi lige ville være smartere end Bodil....
Det endte i en tur ud mod Sierra Nevada med Spaniens højeste bjerge - over 3000 meter,
nogle gange frem og tilbage gennem den samme tunnel og en afstikker op til Alhambra,
før vi fattede meningen og fulgte Bodils anvisninger.
Så kom vi til gengæld også på rette vej.
Mange mange kilometer mellem bjerge og sletter før vi nåede Elche, hvor "Spaniens køkkenhave" begynder.
Herfra er der nogle hundrede kilometer med forskellige citrusplantager, op til nord for Valencia.

Undervejs holdt vi pause ved Alicante og så mange flyvere under indflyvning til lufthavnen.
Det er her, at turisterne til fx. Benidorm og Torrevieja lander, så der var travlt i kontroltårnet.
Vi ville gerne nå nord for Barcelona, så det gjorde vi og ca. 1000 km efter start lagde vi os til at sove på en rasteplads,
 mellem forbløffende mange campere på vej nordpå.
Vi havde ellers spottet undervejs, at der var mange campere på vej sydover,
men næsten ingen andre end os på vej nordpå.....hmmmm....øjnene ser, hvad de vil se..

Onsdag kravlede vi tilbage over Pyrenæerne - og var spændte på om vejret ville vende og blive koldere.
Indtil nu havde vi kørt i shorts og t-shirts - og det kunne vi sagtens fortsætte med hele vejen gennem Frankrig.
I Lyon snød Bodil os for første gang - hun viste ligeud, men vi skulle have været til højre.
I stedet kom vi af motorvejen og landede lige lukt i et mindre pænt kvarter,
hvor kvinder tålmodigt gik rundt og ventede på velbeslåede mænd.
Vi har før forvildet os ind i lignende kvarterer, men her så vi noget vi aldrig har set før.
I flere gader var der parkeret lukkede kassevogne - det er der jo ikke noget usædvanligt i,
men disse havde stearinlys i forruden og en ventende kvinde på forsædet.
Så kunne man lige trille rundt og "vælge varen" - og få ordnet "forretningen" omme i kassen.

Bodil er hverken til salg eller har stearinlys i forruden - hun ledte os i stedet nemt og sikkert tilbage på rette vej.
Vi fortsatte til første rasteplads i Tyskland.

Torsdag stod den stadig på bare tæer og ben - og tysk motorvej.
Det hele gik som det skulle, og først omkring kl. 20 var vi nødt til at trække i de langærmede bukser lidt syd for Hamburg.
Her spiste vi den obligatoriske tysk-motorvejscafeteria-schnitzel.
Sidst vi var på tysk motorvej fik vi jägerschnitzel,
så det naturlige valg denne gang var selvfølgelig en zigeunerschnitzel.
Mætte og tunge i maverne tog vi fat på de sidste 300 km, og var hjemme ca. kl. 01.

En rigtig dejlig tur ned til noget sol og varme, mens efteråret trænger sig på hjemme.
Og for første gang i 3 år har vi været på ferie uden hundene
- det var godt, da vi først havde vænnet os til, at de ikke var med.
Det giver en anden frihed ikke at være afhængig af hundeluftning og hvor lang tid de kan være alene.
Da vi hentede dem om fredagen var det med stor gensynsglæde fra alle sider,
men der er ingen tvivl om, at de har nydt bondegårdsferien.
Og det var 3 meget trætte hunde vi fik hjem - de sov hele aftenen.
Hundene beretter selv på www.philana.dk

Efter at have kørt 6000 km rundt i Europa gennem de mest fantastiske landskaber,
er det lidt tankevækkende, at vi bare skal kigge ud af vores egne vinduer for at se dette skue....

© 2007 - Faarborg.dk