Faarborg.dk

ROSES - SPANIEN JULI 2005

Vi havde længe snakket om at det kunne være sjovt at tage afsted alle sammen. Tage vores store døtre og teltet med.
Rojalita er lige lille nok til at huse 5 voksne, med når det kun er en enkelt overnatning undervejs, så går det nok.
Tøserne er alle under uddannelse, så pengene er små og ferie, er noget de kan huske de var med på da de boede
hjemme. Vi var helt enige om at vi gad ikke køre så langt i den lille bil, men vi ville til Spanien. Vi "opdagede"
jo Roses sidste år, som en rar by at være i, meget turistet, hvilket ville passe pigerne; men især at byen
kun ligger godt 40km fra den fransk/spanske grænse talte også for at det skulle være der.

Efter måneders snak, skulle det så være sidst i juli. Philana er afleveret på ferie i hundepension og alle er
i ordentlig feriestemning denne gang. Der var skrappe restriktioner på hvor meget bagage hver især måtte
have med, og alligevel var det lidt bøvlet at få det hele til at være der, uden at Rojalita skulle komme til at
ligne de overlæssede biler i "Marokko-ekspressen", vi har mødt hver sommer når vi kører på den spanske
motorvej langs Middelhavet.

Der er linet op med 300W konverter til den bærbare, så der kan ses DVDfilm undervejs.
Den kom ikke ret meget i brug. Det koster lidt energi at vænne sig til at være sammen længere tid ad gangen,
når 2 er flyttet væk hjemmefra, men nogle lange snakker og en hel masse pjat - så kører det som det plejer.

Syd for Lyon ramte vi, som sædvanlig det der mærkelige punkt hvor der pludselig bliver meget varmt.

Noget af det fede ved at ungerne er blevet voksne er at vi nu er flere til at køre. Ikke at vi har noget imod at køre,
men det er også sjovt at få lov til at introducere de "nye" bilister for den lidt anderledes måde at køre bil på ude i Europa.
Her er Merete ved at styre os igennem det sydfranske, med sikkerhed og blæret overblik :-)

Strandpromenaden, til venstre, Strand og Middelhavet til højre, bare 250m fra campingpladsen.
Solen skinner, stemningen er afslappet - hvem kan så forlange mere?

Så er lejren ved at være slået op på Camping Joncar. Parcellerne er ikke ret store, men det er Rojalita heldigvis
heller ikke, så vi kan godt nøjes med en enkelt parcel. Spanierne har ikke ferie endnu, så på pladsen og
i byen er her mest franskmænd og hollændere.

På stranden var der flere der byggede sandskulpturer. De fleste med religiøst tema, men også mange eventyr og som her fabler. Om aftenen pyntede kunstnerne deres skulpturer med masser af levende lys. Det var utroligt flot.

Der er flere handelsgader i Roses. Smalle som denne, men som i alle andre spanske turistbyer, spækket med
små forretninger med tøj, souvenirs og de obligatoriske badedyr. Vores yngste, Nathalie havde svært ved at komme forbi tøjforretningerne. Spansk dametøj er en hel del anderledes og meget mere feminint end vi kan købe det her hjemme.
Byen kan også byde på et overvældende udvalg af restauranter, i alle prisklasser. Vi skiftedes til at vælge
hvor vi skulle spise aftensmad - og vi spiste fantastisk mad hver dag.

En af grundene til at vi kom til at holde af Roses er det overvældende udvalg af levende musik, der er allevegne om
aftenen. Her , på strandpromenaden overfor en restaurant, var der musik hver aften. Dygtige musikere
som disse, der spillede fusionjazz. Der var musik for enhver smag. De traditionelle kopimusikere, som vi kender
herhjemme også, nogle elendige og andre formidable. Nogle spillede de spanske hitmelodier og andre spillede internationale hits, med større eller mindre held. Nogle spanske musikere har en noget spøjst udtale i engelsksprogede sange,
men det øger jo bare underholdningsværdien. De farverige inka-musikere manglede heller ikke.
Mest imponerede var vi af 4 unge mænd der spillede i gågaden, spillede den såkaldte Gypsy-jazz med en sikkerhed
og kærlighed at vi bare stod med hagen hængende nede på maven. Hvor trist at så eminente musikere skal tjene
til livets ophold ved at spille på gaden.

Disse flamenco-dansere er lidt heldigere. De var ansat til fast honorar af et af de dyre luxushoteller til at underholde de kræsne gæster, men heldigvis så vi andre kunne både kigge og lytte med. Hotellet havde forskellige slags underholdning næsten hver aften på scenen. Blandt andet også et band hvor de 3 forsangere lød 100% som Bee Gees.