Faarborg.dk - Spanien juli 2004

SPANIEN JULI 2004

Sommerferie og vi har lige 10 dage mellem to spillejobs, så "lille Blå" er pakket til loftet. Nu skal Katalonien udforskes lidt nærmere.
Vi har jo kørt nogle gange ad motorvejen til og fra grænsen, omkring Barcelona; men denne gang vil vi se den gamle landevej over bjergene.
Og hvilken tur! Det går voldsomt op og ned - tæt på kanten, med lodret ned til Middelhavet; men hvor er der dog smukt.

Der er masser af højtliggende udsigtsposter og smukke laguner med og uden marinaer.
Varmen, solen, det azurblå Middelhav - så kan man næsten ikke ønske mere.

Lige bortset fra at Anette sådan set gerne ville have rettet vejen lidt ud - den var lige lidt vel bjergagtig.:o)

Første camping stop, efter noget tøffen rundt med kortet i hånden, efter campingpladser vi ikke kunne finde, blev i Roses.
En lille turistby ca. 40 km fra grænsen, med et par glimrende campingpladser. Vi landede på Camping Joncar.
En god plads, med gode faciliteter. To store badehuse og på den anden side af vejen en stor lækker pool og thai-restaurant,
og så bare 50 m ned til den lange meget smukke strandpromenade.

Restauranter er der mange i Roses. Tætpakket langs den smukke strandpromenade og i alle større og mindre sidegader.
Derudover udmærker byen sig, i vores øjne og ører ved at have et stort varieret udvalg af levende musik.

Et par dage senere dulrede vi videre sydpå. Igen et par forgæves forsøg på at finde campingplads. En af dem var et frygteligt fint
sted (29Euro pr nat, 10 Euro mere end de fleste andre steder), som åbenbart ikke synes vi så rige nok ud til at de gad at have os boende,
så desværre alt var optaget, selvom man kunne se ledige pladser gennem kontorets store vinduer ud mod pladsen.
Nå, pyt - vi havde sikkert heller ikke syntes at vi passede ind :o) Hele området ved Platja d'aro (guld-området) er absolut for den mere
velhavende del af verdens befolkning. Lejlighederne på billedet herunder havde egen bådplads.
(Det er ikke din skærm der er uskarp - vores kameralinse var ikke bare fedtet - den var gået i udu)

Vi kørte en smule længere ned ad landevejen og fandt en aldeles glimrende plads. Nærmest terrasser op ad en bjergskråning.
Der var nogle gode gåture i området, relativt langt til vandet, men der er jo nok at se på i marinaen.
På "hylden" over boede en større gruppe unge, vist en fransk lejrskole. De holdt fest lidt længe - det morede os næste dage
at følge deres lidelser med de indbyggede håndværkere. Uanset nationalitet - tømmermænd er de samme :O)

Et par dage og vi dulrede videre med kurs mod Andorra. Igen en ufatteligt smuk tur, med et nyt fantastisk vue omkring hvert eneste hjørne.

Især den spanske side af Pyrenæerne er imponerende. Gode veje, formidable bjergtinder og små bitte byer der putter sig i de mest ufremkommelige kroge.

Den lidt rå op-ad-kørsel fik Lille blå til at blinke med ladelampen. Vi lagde nu ikke så meget i det. Lille Blå havde mange mærkelige blink og lyde som
sjældent betød noget, andet end at hun var en ældre dame og nu kunne vi altså godt tage den lidt med ro, og det gjorde vi så.
Der skal jo også være tid til at se på sommerfuglene der leger på den varme asfalt.

Andorra de la Vella. Glimrende campingplads i udkanten af Andorras hovedstad.
Mange ting er billige i Andorra - det gælder så ikke lige campingpladsen :O) og heller ikke restauranterne.

Men der er smukt i byen. Nok at nyde over en kølig øl, når man øm i fødderne er færdig med at savle på vinduerne
hos forretningerne med de fornemste luxusvarer inden for biler, musikinstrumenter, tøj, teknologi, juveler og meget mere.

Et lile vue fra gåturen hjem til campingpladsen - en tobaksmark.

På campingpladsen havde vi skam fint besøg. Hanmissen her synes åbenbart at der lugtede hyggeligt hos os, så han slog sig ned og
lod sig villigt og højt spindende kæle med selvom han havde et skadet, betændt bagben.
Hvilket jo får Anette til at pylre helt vildt, men man kan jo ikke redde hele verden.

Et par dage og så gik turen nordpå.
Motorvejen mod Paris. Anette bag rattet omkring midnat, da ladelampen lyser igen og pludselig dykker lyset på bilen.
Ca. 1km længere fremme er et betalingsanlæg hvor der er lys. Vi "humper" derhen ad med næsten intet lys på bilen
- burde nok været kravlet ud i nødsporet med det samme.
Der køres stærkt på motorvejen i Frankrig, og vi var noget svære at se. Satan.. sq... og helvede ..
Hvad gør man lige? Øhh ringer til Falck hjemme i Danmark. Mens vi ringer dukker en fransk security-vogn op.
Den venlige mand taler kun meget lidt engelsk
men hjælper os ved at fortælle Falck hvor vi egentlig er henne, og med at skaffe en vogn der kan skaffe os væk fra motorvejen.
Depanage-vognen dukker op en lille time senere. Igen en venlig mand som kun taler lige så lidt engelsk som vi taler fransk.
Vi bliver trukket ud til hans firma, hvor vi overnatter på parkeringspladsen i Lille Blå.
Vi drikker en godnatøl, og bander over den gamle Dames utidighed.
Næste morgen bliver vi hentet af en ny Depanagevogn og trukket ud til Auneau ( ooh nooo passer meget godt :o)
til et Citroën værksted, med en dame i indskrivningen der kan en smule engelsk,
men som med al tydelighed viser os at vi er dødbesværlige, fordi vi ikke taler fransk.
Det blev en meget lang onsdag i den lille bitte by. Først kl. 15 havde de tid til at komme med en diagnose på vores gamle dame.

Som ventet var det generatoren, der var totalt død. Og de kunne måske skaffe en ny fra Toyota i Paris til 600 euro.
Okay, vi ved godt at franskmænd tager skyhøje priser for reservedele til bl.a. japanske biler, men....
De kunne så sandsynligvis først have den hjemme fredag formiddag. No way, det dur ikke.
VI skulle spille til bryllup på lørdag og vi SKAL være hjemme til det.
Anette ringede til hjem mekaniker-exmandeni Danmark: Er der ikke noget om at man kan køre på et opladet batteri, selvom generatoren ikke virker?
Jo, det kan man godt - men sandsynligvis ikke mere end 3-4 timer ad gangen - hvis I slukker kørelyset.
Okay - det afgjorde det.
Tilbage til den arrogante dame på Citroën værkstedet og købe et opladet batteri - og tog det gamle med også,
på anbefaling af en mekaniker som hang ud.
De morede sig vist lidt over os, men sådan er det så bare. 99euro for det batteri ,
få det sat i og så ned til nærmeste Carrefour supermarked og købe en lynoplader.
Kørte 3-4 timer og landede på en camping municipal.
Okay plads, vist nok, men med de mest ulækre badeværelser vi endnu har set.
På med opladeren og ned i byen og spise. Fremragende mad på en hyggelig restaurant. Lige hvad vi havde brug for.
Tidligt i seng og op kl. 6 næste morgen. Batteriet var opladet igen og vi kørte videre mod Frankfurt.
Lige nord for byen fandt vi en af disse gyselige tyske pladser med 80% fastliggere.
Damen i skranken havde lidt svært ved at fatte at vi gerne betalte for en hel overnatning selv om vi kørte igen
i løbet af eftermiddagen, når batteriet var ladet op.
Vi kan ikke så meget tysk at vi kunne forklare hende hele årsagen - men hun kunne jo
sådan set også være ligeglad, når hun bare får sine penge.
En lur, en forgæves eftersøgning efter et supermarked og så gik turen ellers hastigt nordpå.
Kl. 22 ramte vi den danske grænse, det var ved at være mørkt og vi var nødt til at tænde lyset på bilen.
Første rasteplads - ringe til Falck: Nu vil vi gerne bede om at blive kørt hjem :O)

En lidt træls afslutning på en ellers superskøn ferie.

PS: Vi spillede til brylluppet lørdag aften og det var en super fest.